I den fjerde udbudsrunde for koncessioner i Brasilien i 2002 fik Maersk Oil tildelt blok BM-S-29. Blokken dækker et område på 1.046 kvadratkilometer og er beliggende ca. 130 kilometer ud for kysten umiddelbart syd for São Paulo. Maersk Oil er licensindehaver og operatør.
I niende budrunde i 2007 vedrørende efterforskningstilladelser blev Maersk Oil tildelt blokkene C-M-560 og C-M-591 i South Campos bassinet som operatør (50% andel) sammen med OGX (50% andel). Blokkene dækker et areal på ca. 360 kvadrat kilometer omkring 100 kilometer fra kysten sydøst for Rio de Janeiro og med vanddybder på 100-150 meter. Arbejdsprogrammet består af indsamling af 3D seismiske data og boring af to efterforskningsbrønde. Yderligere blev Maersk Oil, i niende budrunde, tildelt blokkene S-M-791 og S-M-792 i South Santos bassinet (30% andel) sammen med Petrobras (Operatør, 40% andel) og CVRD (30% andel). Blokkene dækker et areal på ca. 360 kvadratkilometer omkring 150 kilometer fra kysten sydøst for São Paulo og med vanddybder på 100-150 meter. Arbejdsprogrammet består af indsamling af 3D seismiske data og boring af en efterforskningsbrønd i hver blok.
|