|
I 1962 etableredes Dansk Undergrunds Consortium (DUC), et arbejdsfællesskab med henblik på efterforskning og mulige udviklings- og produktionsaktiviteter i Danmark. DUC er i dag sammensat af A.P. Møller – Mærsk (39%), Shell (46%) og Chevron (15%). Mærsk Olie og Gas AS varetager som operatør efterforskning samt vurdering, udbygning og drift af DUC's felter i Nordsøen.
I 2007 opnåede Mærsk Olie og Gas, som operatør for DUC, en daglig olieproduktion på omkring 275.000 tønder olie samt en daglig gasproduktion på op til 27 mio. kubikmeter. Produktionen er primært fra tætte kalkreservoirer, og det høje produktionsniveau er opnået ved omfattende vandinjektion, hvor der injiceres omkring 800.000 tønder vand pr. dag i reservoirerne.
Siden 1998 har DUC partnerne udført efterforskningaktivitet i Tilladelse 9/95 Maja også med Mærsk Olie og Gas som operatør og DONG E&P med 20% interesse. I 2006 blev A.P. Møller - Mærsk tildelt yderligere tre efterforskningstilladelser, hvoraf en er tilbageleveret. Sammensætningen i tilladelse 9/06 er A.P. Møller - Mærsk (31,2%), Shell (36,8%), Chevron (12,0%) og Nordsøfonden (20%). I tilladelse 8/06 deltager A.P. Møller - Mærsk (36,7%), Shell (43,3%) og Nordsøfonden (20%). Operatørskabet i disse tilladelser varetages af Mærsk Olie og Gas.
Kort over produktionsfaciliteter
|