20. december 2005

Qatar Petroleum og Maersk Oil Qatar indgår aftale 

Qatar Petroleum og Maersk Oil Qatar indgår aftale om videre udbygning af Al Shaheen feltet, offshore Qatar.

Qatar Petroleum og Maersk Oil Qatar har i dag indgået aftale om en ny plan for videre udbygning af Al Shaheen feltet i Blok 5, offshore Qatar. Aftalen bliver underskrevet i dag af Qatars energiminister, Abdullah Bin Hamad Al-Attiyah, samt administrerende direktør for Mærsk Olie og Gas, Thomas Thune Andersen, ved en ceremoni i Doha.

Udbygningsplanen for Al Shaheen feltet er udarbejdet i tæt samarbejde mellem Maersk Oil Qatar og Qatar Petroleum. Arbejdet påbegyndes umiddelbart og fortsætter i løbet af de næste 6 år.

Udbygningsplanen omfatter boring af mere end 160 produktions- og vandinjektionsbrønde over de næste 6 år samt etablering af yderligere tre offshore platform komplekser med produktions- og beboelsesfaciliteter – 19 nye platforme i alt – som er forbundet af undersøiske rørledninger.

Feltet vil fortsat blive udviklet ved brug af lange horisontale brønde, hvoraf flere tidligere er boret i rekordlængder. Derudover forbedres tekniske løsninger løbende – for eksempel forbedres borehastigheden for at mindske den tid, det tager at færdiggøre en brønd.

Al Shaheen feltets olieproduktion øges gradvist fra 240.000 tønder/dag i første kvartal af 2006 til et niveau på 525.000 tønder/dag fra slutningen af 2009.

Som en del af Al Shaheen udviklingsplanen vil Maersk Oil Qatar bygge og drive yderligere anlæg til processering og levering af naturgas til Qatar Petroleum til brug på deres landbaserede anlæg.

Aktiviteterne i forbindelse med den videre udbygning forventes at udgøre en investering i størrelsesordenen USD 5 mia. De tidligere investeringer i dette felt har udgjort omkring USD 2 mia.

Al Shaheen feltet er vurderet og udbygget af Maersk Oil Qatar siden 1992 i henhold til produktionsdelingsaftale med Qatar Petroleum. Olieproduktion fra feltet begyndte i 1994 fra midlertidige offshore anlæg. I 1998 blev disse suppleret med permanente produktionsanlæg på tre platform komplekser. I 2004 blev offshore anlæggene udvidet med yderligere tre platform komplekser i henhold til en udbygningsplan fra 2001.


Kontaktpersoner: Skibsreder Thomas Thune Andersen, tlf. nr. 33 63 38 00 og Underdirektør Anders Würtzen, Mærsk Olie og Gas AS, tlf. nr. 33 63 38 80.
Printvenlig version